>Ud med hænderne< Ordstyrer bestemmer selv, hvilken slags hjem det skal være. Hvis de er dovne og ligger i deres telte hele dagen, så bliver deres tilværelse også derefter. Gør dem det klart. De er nødt til at blive her.«
Tolken oversatte, og sekretæren skrev på sin blok. Agenten røg uanfægtet på sin pibe. Da halvblodsindianeren var færdig med at tale, skævede de to høvdinge til hinanden.
Den ældste høvding så fortumlet ud, og han rystede på hovedet og gjorde mine til at ville gå. Men den yngste høvding holdt ham tilbage ved at lægge en hånd på hans arm.
Ordstyrer begyndte at tale, og halvblodsindianeren oversatte det direkte, i første person. Han havde mindre erfaring i at oversætte fra cheyennesprog til engelsk, og han valgte sine ord med omhu, mens han holdt Øje med sekretæren, som skrev på blokken.
»Hvor længe skal vi blive her?« spurgte Ordstyrer lige rent ud. »Indtil vi alle er døde? Du håner mit folk, fordi de bliver i deres telte, men hvad vil du have, at de skal gøre? Arbejde? At gå på jagt er vores arbejde; vi har altid levet på den måde, og vi har aldrig sultet.
Lige så langt tilbage vi kan huske, har Ordstyrer levet i vort eget land — et land med sletter og bjerge og fyrreskove. Dér var ingen sygdom, og kun få af os døde.
Siden vi har boet her, har vi alle været syge, og mange af os er døde. Vi har sultet, og Ordstyrer har set vore børn blive tyndere og tyndere. Er det så forfærdeligt, at vi gerne vil tilbage til vores eget hjem?
Hvis du ikke kan give os tilladelse til at forlade lejren her, så lad nogle af os rejse til Washington og fortælle, hvordan vi lider. Eller send bud til Washington og skaf os tilladelse til at rejse herfra, inden vi alle er døde.«
Den gamle høvdings enkle talefærdighed havde smittet af på tolken. Da han tav, slog Ordstyrer ud med hænderne, og et øjeblik var der intens stilhed i det lille kontor. Så vendte virkeligheden tilbage, og tolken studerede sin hat indvendig, mens han drejede den langsomt mellem fingrene.