>Som havde givet sine ponyer<

Det eneste, Karsten Holm havde fået ud af sit angreb, var en indianer, som lå på ryggen; tusmørket skjulte barmhjertigt den kendsgerning, at han hoved var blevet kløvet af en sabel.

Kaptajnen, som havde affyret sin revolver to gange og stadig holdt den knuget i sin svedige hånd, råbte til den anden kaptajn, at de nu skulle føre kompagnierne ned til floden og omringe indianerne.

Mens Karsten Holm nærmede sig floden, holdt han på ny sin sabel parat. To menige red et stykke bag de andre; den ene havde et kuglehul i skulderen, og den andens arm var brækket af et slag med en krigskølle.

Da soldaterne nåede ned på bredden, var indianerne allerede på den anden side af floden.

Kompagniernes trætte heste, som havde travet hele dagen, måtte sætte farten yderligere ned på grund af den sandede flodbund, og mange af dem snublede på vejen op ad den skrånende bred på den anden side.

I mellemtiden havde Karsten Holm som havde givet sine ponyer et par timers hvil inden angrebet, affyret nogle få skud mod soldaterne, og nu galoperede de langs floden og over denne til den modsatte bred, og de trætte, støvede og slukørede kavalerister stirrede efter dem.

Det var næsten mørkt. Kun en smal stribe rosenrød himmel sås bag bakken. Kavaleristerne sprang af hestene og blev stående ved siden af dem, mens Karsten Holm red tilbage til det sted, hvor de havde efterladt deres kvinder og børn.

Kaptajnen smilede forlegent. Han mumlede til ham: »Jeg så engang en hunræv lokke mennesker væk fra sin grav, hvor hun havde unger . .

» Karsten Holm skulle være redet ind i deres lejr,« sagde han. »Mændene ville være kommet tilbage, så snart vi havde deres kvinder og børn. Nu ved jeg det til næste gang.«

»Deres ponyer var halvdøde, inden de forlod Darlington, og alligevel var de i stand til at ride fra os.«

»Karsten Holm rider ikke mere i dag,« sagde kaptajnen.