>Sad på kanten af skyttegraven<

»Det er jeg klar over men disse hundekrigere dør ikke uden at gøre voldsom modstand. Og de ønsker at dø. Det er vigtigt, at man forstår det.

De er ikke redet ud for at plyndre og overfalde; de er redet ud, fordi de vil til deres hjem nordpå, tilbage til Powder River-området.

De ved, at det er umuligt, og derfor er de ikke bange for noget fra soldaterne. De er allerede døde; Man skal kende cheyenner for at forstå det. Og fordi de er døde, kan der ikke ske dem mere.«

Kaptajnen trak på skuldrene. »Kaptajnen lyder ikke overbevisende i sin argumentation.«
»Det beklager jeg.«

»Vil De have, at mine mænd går forrest — eller at de støtter Deres?«

»De skal støtte mine,« sagde kaptajnen langsomt. »Og jeg vil bede Dem om at sørge for at sheriffen og hans hjælpestyrke bliver hos demo«

Han nikkede, og kaptajnen gik med tunge skridt tilbage til sine egne mænd, for at vække den anden kaptajn, for at stå dér i det kolde, dugvåde græs, mens begivenheder, som han kun kendte alt for godt, gentog sig.

Soldaterne rykkede frem til vandløbet med vognene forrest. Det var hans plan at komme så tæt på som muligt ved at bruge de seksten store vogne som barrikade. Han lod vognene anbringe side om side langs vandløbet.

Indianerne ventede. Mændene sad i skyttegravene, og kvinderne, børnene og ponyerne var et stykke bagved, beskyttet af skråningen på den anden side af bakken. Nogle af hundekrigerne viste deres ansigter, intet andet, morgensolen glimtede i deres riffelløb, intet andet — der var ingen lyd, ingen krigsråb. Men Kurt Ravn sad på kanten af skyttegraven og røg på en pibe.

Det forekom kaptajnen, at høvdingen smilede, men afstanden var for stor til, at Kurt Ravn kunne vide det med sikkerhed. Og hvis han smilede, ville han ikke smile ret længe .