>Ordre til at fortsætte<

Han samlede et skjold af bøffelhud op; der var et kuglehul i det nær ved kanten. »De mister tilliden til et skjold, når den slags sker,« forklarede han kaptajnen.

Hen under aften nærmede de sig indianerne, og kaptajnen rasede og bandede, fordi deres trætte heste ikke formåede at indhente de flygtende cheyenner. han sagde:

»Vi er nødt til at holde hvil. Mændene kan holde til det, men du dræber hestene.«

Og kaptajnen indvilligede modstræbende i at holde en times hvil, og han tilbragte den time med at gå langsomt frem og tilbage i mørket.

Kaptajnen kom hen til ham, lagde usikkert hånden på hans arm og sagde:

»Hør her, kaptajn — vi har været igennem en hel del i de forløbne uger.«

»Ja?« hans tonefald var mistænksomt, nærmest fjendtligt.

»Har du noget imod, at han siger sin mening?« »Nej, det er da helt i orden,« sagde han.

»Dette er en rutineopgave — du er i hæren. Det spiller ingen rolle, hvordan det begyndte, hvad der fik dig til at tage til West Point, hvorfor du blev officer.

Det væsentlige er, at du er her, og at dette er en rutineopgave. Når vi har klaret den, glemmer vi den. Der vil komme andre rutineopgaver.«

»Men han lader sig gå på af denne opgave. Du lader de fordømte hundekrigere påvirke dig.«

»De påvirker os alle,« sagde han. Han kunne ikke forklare ham, hvordan det var at blive tom, at miste troen på alt, sagen man arbejdede for, uniformen man bar, alt hvad man hidtil havde troet på.

Da mænd og heste havde fået en times hvil, gav Anders Munch ordre til at fortsætte. Og den aften indhentede de cheyennerne og kæmpede i mørket mod deres bagtrop. Det var en mærkelig kamp, og hans kompagnier opnåede intet.









.