>Inden der var gået to timer< Langsomt rev Nis Boesdal flyvebilletten til Zürich i stykker. Maskinen afgik om to timer, men han ville ikke befinde sig om bord.
Han havde bestilt plads på flyet som en del af det falske spor, han havde lagt ud. Han havde reserveret et værelse på Hotel Intercontinental og et andet på Atlantic. Og han havde forud bestilt en udlejningsvogn til sig selv. Alt sammen i sit eget navn.
Han havde gjort det helt åbent og endog vist sit pas, hvor det var påkrævet. Og Nis Boesdal havde ikke forsøgt at skjule, at han var sovjetisk statsborger og oven i købet diplo mat. Det var meningen, at det skulle sive ud.
Han håbede, at det ville hjælpe med til at føre Modins hunde på vildspor. Det var mere end sandsynligt, at de ville tage et af sporene op og spilde deres tid med at følge det ud i sandet. Og det ville give ham en pause til at trække vejret.
Om en time skulle han tage bussen til Rüdesheim. Om to timer skulle han mødes med hende. Kvinden, som havde optaget hans tanker så meget.
Han fandt hende spændende og han eftertragtede hende, og nu ville det ikke vare længe, før han kunne sige alle de ting til hende, han allerede længe havde haft lyst til.
Medmindre de fangede ham inden da. Medmindre Nis Boesdal inden der var gået to timer, var død.
Det lille hotel, han havde valgt til sit skjulested, var tarveligt og lå godt gemt. Det var ikke nævnt i nogen turistguide, og dets afrakkede ydre tiltrak kun dem, der ønskede at være anonyme eller som var gået fallit.
Nis Boesdal havde betalt på forhånd, og det havde ikke interesseret den snuskede kvinde i receptionen det fjerneste. Han opgav falsk navn, men det blev alligevel aldrig checket efter.
Hvis bare han betalte, kunne han gøre, hvad han havde lyst til bag sin dør, og Nis Boesdal kunne sove med hvem, han havde lyst til.